En forklaring kunne være at denne debat uundgåelig må handle om hvad ægteskabet egentlig er for en fisk. Problemet er imidlertid at ægteskabet reelt set er en slimet ål, der vender og vrider sig på den analytiske pande. Og intet er mere angstfremkaldende end når det, som man gerne vil tro er stabilt og sikkert, viser sig at være ustabilt og i forandring.

I det førmoderne Danmark handlede ægteskabet om at sikre rammerne om et arbejdsfællesskab mellem mand og kvinde, der typisk drev en gård. Ægteskabet skulle der udover sikre den avl af børn, der var nødvendig for at gården kunne drives med billig arbejdskraft. Og sidst men ikke mindst skulle ægteskabet også sikre legale rammer om seksualiteten.

Industrialiseringen og indførelsen af den kapitalistiske økonomi undergravede ægteskabets rolle som ramme om et arbejdsfællesskab. I stedet opstod ideen om den romantiske kærlighed som det, der skulle danne rammerne for ægteparrets fællesskab. Samtidigt hermed var det forsat nødvendigt at sikre nogle legale rammer omkring seksualitet og graviditet.

I det postmoderne Danmark har ægteskabet også udtjent sin rolle som den legale ramme omkring seksualitet og graviditet. Den overvældende del af den danske befolkning har haft sex før de evt. indgår ægteskab. Papirløst samliv er ganske normalt og reelt set normen for en længere periode før parret indgår ægteskab. Og ca. 50 % af alle børn fødes udenfor ægteskabet. Ideen om de ”uægte” børn eller ”horeungerne” er heldigvis en død sild.

Reelt set er der derfor kun den romantiske kærlighed tilbage som det der nødvendiggør og retfærdiggør ægteskabet – og det er lige præcist problemet for dem for hvem det er verden om at gøre, at forhindre, at homopar kan blive erklæret for rette ægtefolk.

Den nuværende eksklusive heteroseksuelle ret til ægteskabet har nemlig én væsentlig funktion i dag: den skal signalisere en samfundsmæssig præference for heteroseksualitet. Det er intet mindre end heteronormativiteten, altså ideen om at kun den heteroseksuelle seksualitet er naturlig, gudsvillet og normal, der står på spil.

Samfundet går ikke i opløsning hvis homoer må gifte sig – men tvangsheteroseksualiteten mister sine sidste legale tænder. Og det gør ondt på dem for hvem den er et hjertebarn.

Kathrine Winkel Holms nærmest fanatiske kamp mod homoægteskabet synes ikke at kende nogen grænser. Således præsterer hun minsandten i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllandsposten fra den 6.3.2010 at påstå, at folketinget skal afvise det kønsneutrale ægteskab fordi vi ellers bliver nødt til at anerkende muslimsk flerkoneri. Nu plejer DF jo godt nok at gøre et stort nummer ud af at fremhæve, at islam skal bekæmpes bl.a. fordi muslimer per definition skulle hade homoseksuelle. Men nu er islam så lige pludselig den perfekte undskyldning for at diskriminere homoseksuelle. Islam kan med andre ord både bruges til at dække over ens egen homofobi og til at begrunde den.

Hvad Kathrine Winkel Holm overser i sit hellige raseri, er, at en muslimsk mand allerede nu problemløst kan være muslimsk gift med op til fire koner, selvom han efter dansk ret kun er gift med en. Hvis Kathrine Winkel Holm derfor vil hjælpe muslimske kvinder, der kommer i klemme i polygame ægteskaber, ja så må hun finde på noget andet end at fastholde, at homoseksuelle parforhold af staten skal defineres som mindreværdige i forhold til heteroseksuelle.

“Den anden handler om en bibelsk indsigt: Pointen, når de bibelske skrifter kalder praktiseret homoseksualitet for synd, er ikke at bevare det pæne samfund og den borgerlige anstændighed. Den er heller ikke at udstille praktiseret homoseksualitet som mere ulækkert end alle de andre brud på Guds vilje, vi mennesker fedter rundt i. Men det er at kalde det synd, som Gud kalder synd. Hvis vi ikke gør det, fratager vi nemlig mennesker muligheden for skyld. Og der, hvor vi fratager hinanden muligheden for skyld, spærrer vi også vejen til tilgivelsen“.

Nu kan det jo godt nok diskuteres hvor entydig de bibelske tekster, som Jens Ole Christensen og meningsfæller inddrager i debatten om kristendom og homoseksualitet, er. Mere vigtigt er det måske imidlertid at se på det bibelsyn der ligger bag Jens Ole Christensens teologi. Hvis hans antagelse om at man ud af f.eks. Moseloven uden videre kan aflæse Guds klare vilje og tale holder, så får vi nemlig et alvorligt problem med vores gudsbillede.

F.eks. står der i 5. Mos. 22,23-24: “Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte“.

Mener Luthersk Mission at Gud kræver at voldtagne kvinder skal stenes? Eller at der fandtes en tid hvor han krævede noget sådant? Eller at en kvinde, der af angst og skræk ikke råber op under en voldtægt, har forsynet sig mod Guds klare vilje? Mener man virkelig det? Eller kunne det ikke tænkes at ikke alt hvad der står i Bibelen kommer direkte fra Herrens mund men at der også findes tidsbestemte ideer og krav som er i klart modstrid med Guds vilje?

Hvis vi nu går ud og siger, at en kvinde, der ikke råbte om hjælp under en voldtægt, ikke har syndet, så ophæver vi lige så lidt ideen om synd og ideen om syndsforladelse som vi gør det hvis vi fastholder at homoseksuelt samliv i sig selv ikke er nogen synd. Synd er at skabe smerte i et andets liv - at forbryde sig mod næstekærligheden og den gyldne regel.  Voldtægt er synd - homofobi er synd - men det er ikke en synd hvis man ikke turde råbe om hjælp under en voldtægt - og det er ikke en synd at leve i troskab og kærlighed med en af samme køn.

At kræve af homoseksuelle, at de skal bekæmpe og undertrykke deres seksualitet og kærlighed, sådan som Jens Ole Christensen gør det, og det uden at ryste på hånden, er hårdhjertethed i højeste potens, der gør alle hans forsøg på “varme” og “medmenneskelighed” til skamme. Alt for mange kristne homoer har i tidens løb lyttet til sådanne råd - og fået deres liv ødelagt. Man kan ikke stene kærligt - og man kan ikke lukke porten til kærligheden for homoseksuelle på en kærlig måde.

Vil Indre Mission gribe til bål og brand i deres kamp med et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 3.3.2010 argumenterer Hans-Ole Bækgaard (præst og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse) og Anders Møberg (præst og landsungdomssekretær for Indre Missions Ungdom) ganske kraftigt imod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle. Et sådant ritual er i deres øjne ” vanvittigt og en umulighed i folkekirken”.

For det første så påstår de, at et ritual skal være ”positivt begrundet i klare bibelske tekster for at være et ritual. Sådan er traditionen for udformning af ritualer. Det bør være utænkeligt at indføre et ritual, som ikke har et tydeligt bibelsk grundlag”. En sådan begrundelse hhv. grundlag mener de vi savner mht. et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette argument er ved at blive populært blandt de højrekristne, men det bliver det nu ikke mere rigtigt af. Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs argument klarer nemlig ikke realitetstesten: Hverken barnedåb (frem for voksendåb) eller konfirmationen er begrundet i ”klare bibelske tekster”.  Deres argument er altså blot opfundet til lejligheden og har ikke rødder i folkekirkens praksis.

Deres næste argument er en gammel klassiker: ” Bibelen taler imod et seksuelt forhold” i en relation mellem to af samme køn, hævder de.  Nu kniber det godt nok gevaldigt med de klare bibelske tekster, der taler mod seksuelle forhold i en relation bestående af to kvinder. De bibelske tekster er nemlig ikke så sikre i deres fordømmelse af homoseksuelle relationer som så mange går rundt og tror. Men under alle omstændigheder så vier folkekirken jo også raskt væk fraskilte og har nu i flere årtier benyttet sig af kvindelige præster, alt sammen noget som man kan finde bibelord imod, så hvorfor er kun homovielser ”vanvittige og umulige”?

Bemærkelsesværdig er sådan set kun sidste del af Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs debatindlæg. Her skriver de bl.a. at der findes ” en anselig del af folkekirkens præster og lægfolk, som aldrig vil kunne deltage i en gudstjeneste, hvor der på alteret ligger en ritualbog med et indhold, som har skriften imod sig”. (…)Vi kan ikke bruge en ritualbog, som på bare ét område har Skriften imod sig. Tjenesten for alteret er en hellig tjeneste, hvor usandhed ikke skal frembæres. Vi kan ikke med vores samvittighed stå inde for et sådant ritual.” (…)”Men menighederne selv må stille sig spørgsmålet: Kan vi stå inde for at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der på alteret ligger et ritual, som har Bibelens klare ord imod sig? Der er ingen tvivl om, at mange vil finde anledning til at rykke et sådant ritual ud. Måske endda finde tændstikker frem til ritualafbrænding?”

Det bemærkelsesværdige ved denne her argumentation er at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg øjensynligt ikke er klar over at folkekirken ikke har hellige bygninger og genstande, et punkt som mange kirkelige debattører ellers gjorde meget ud af at fremhæve i forbindelse med politiets rydning af Brorsons Kirke. Derfor virker deres retorik noget forskruet. Når alteret ikke er et helligt bord og alterbogen ikke en hellig bog, ja så kan de heller ikke ”vanhelliges” af et ritual som ikke svarer til Indre Missions bibelforståelse. Under alle omstændigheder har folkekirken allerede nu kvindelige præster, ja lesbiske præster, der med og uden menstruation står foran alteret og læser op af alterbogen og det har jo det overvældende flertal af folkekirkens medlemmer affundet sig med – ja de finder det helt naturligt og i orden. Det vil kun være en uanseelig del af folkekirkens præster og lægfolk som ikke vil kunne klare at deltage i en gudstjeneste hvor der ligger en ritualbog på alteret, der indeholder et vielsesritual for homoseksuelle par.

Men det er måske meget sigende for den ånd man kan finde hos visse af Indre Missions ledende kræfter, at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg småtruer med alterbogsafbrændinger. Som bekendt brændte nazisterne jo bøger før de gik over til at brænde mennesker.

Cand. Theol. Kathrine Winkel Holm langer i Berlingske Tidende fra den 2.3.2010 kraftigt ud mod dem, der mener, at homoseksuelle både kan og bør få lov til at blive viet i Folkekirken. Hendes vrede er især rettet mod teologen og præsten Kathrine Lilleør, der i en tv-debat havde vovet at modsige Kathrine Winkel Holms far, Søren Krarup, der som bekendt er en ivrig modstander af et vielsesritual for homoseksuelle.  Generelt mener Kathrine Winkel Holm, at teologer som Kathrine Lilleør, der kæmper for kirkelige vielser for homoseksuelle, ikke har forstand på teologi, gør sig til slaver af tidsånden og fører kristne bag lyset.

Kathrine Winkel Holm fremhæver at tilhængerne af et vielsesritual for homoseksuelle par ikke har kunnet fremføre ” et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer”.  Og hun undrer sig over at den kristne kirke i 2000 år ikke har haft homovielser hvis en mangel på et sådant ritual virkelig skulle være ukristelig.

Grunden til at kirken vier heteroseksuelle, og kun dem, er ifølge Kathrine Winkel Holm bl.a. de ord der læses op ved de kirkelige vielser: ”»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde..« (Matthæus 19,5). Jesus peger her selv tilbage til skabelsen, til den forståelse, at forholdet mellem de to køn i sig selv er en velsignelse, fordi det er familiestiftende og derfor forudsætningen for, at samfundet kan bestå og verden have en fremtid.”

Og Kathrine Winkel Holm sætter sin modstand mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle på spidsen når hun udbasunerer: ” Den dag Kathrine Lilleør får grønt lys til at udnævne homoseksuelle for rette ægtefolk for Gud og mennesker, er der én ting, man skal huske: Hun fører alle, inklusive de homoseksuelle, bag lyset. Ingen kan nemlig koste rundt med Vorherre og bestemme, at han pludselig skal opfatte homo-forhold som ægteskaber.”

Problemet er nu nok at det er Kathrine Winkel Holms teologi, der er svag, og ikke passer til den folkekirkelige virkelighed hun selv er en del af. F.eks. må man jo undrende spørge sig om ”hvilket lille ord af Herrens mund” som Kathrine Winkel Holm kan fremføre til forsvar for folkekirkens brug af kvindelige præster? Og hvis folkekirken ikke kan vie homoseksuelle par, fordi kirken i 2000 år ikke har kendt et sådant ritual, hvordan kan den så have kvindelige præster al den stund, at kvindelige præster først blev legaliseret i 1950’erne? Men måske hun ikke føler sig så bundet af en traditionel bibelforståelse når det gælder hendes egne drømme om en fremtid som folkekirkepræst?

Mht. henvisningen til Matt. 19,5 så har dette skriftssted en væsentlig hage, hvis det skal bruges mod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Jesus udgyder sig nemlig ikke om familiestiftelsens velsignelser.  Hvordan skulle han også kunne det nu når han også siger, at man skal være villig til at opgive sin familie for hans skyld? (Luk. 14,26)Ej heller siger Jesus de ord, som Kathrine Winkel Holm hentyder til, for at sikre samfundets beståen og verdens fremtid al den stund, at han fremhæver, at verden snart vil gå under. (Mark. 9,1)Under alle omstændigheder er det jo, i henhold til den kristne teologi, Gud og ikke mennesket der skal sikre verden en fremtid. Nej, Matt. 19,5 er taget ud fra en samtale hvor Jesus forbyder skilsmisse. Jesu henvisning til skabelsen er hans begrundelse for hvorfor Moseloven, der tillader manden at skille sig af med sin kone, hvis han er blevet træt af hende, ikke gælder. Og nu når Kathrine Winkel Holm er så optaget af ”ord fra Herrens egen mund”, så må disse ord, som man finder i Matt. 19,8, jo runge i hendes ører: ” Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”.

Det er jo en kendt sag at fraskilte i dag problemløst kan blive gift igen i folkekirken, og det uanset årsagen til deres skilsmisse. Mener Kathrine Winkel Holm mon så at folkekirken fører de fraskilte og deres nye partnere bag lyset? Mener hun måske sågar at folkekirken med denne praksis koster rundt med Vor Herre nu når den bestemmer, at det” han har forbudt” nu skal være tilladt? Ikke mig bekendt. Kathrine Winkel Holm benytter sig ikke af en bibelfundamentalistisk logik når talen kommer ind på fraskilte, der vil gifte sig igen. Det er kun når det gælder om at bekæmpe kirkelige vielser af homoseksuelle par, at hun tyer til den.

Og det viser at Kathrine Winkel Holm ikke blot er en dårlig teolog men også en homofob. Som far, så datter.

Evangelieteksten lægger vægt på at man, hvis man har en konflikt med et af sine medmennesker, skal forsone sig med denne før at man kan tilbede Gud, en tanke der i øvrigt også er central i jødedommen.

Set i det lys kan man jo sådan set godt sige at Politikens undskyldning for at have krænket muslimer ved at trykke Kurt Westergaards berømte karikaturtegning af Profeten Muhammed er helt i den jødisk-kristne ånd.

Blot er det naturligvis mærkeligt at en avis der jo ellers har været kendt som ateisternes og fritænkernes højborg lige pludselig finder tilbage til de jødisk-kristne rødder som man hidtil har bekæmpet med så stor iver. Det bliver spændende at se om man fremover på samme vis vil give undskyldninger til f.eks. katolikker eller medlemmer af Indre Mission der måtte mene at deres religiøse følelser er blevet krænket af artikler eller billeder trykt af Politiken.

I øvrigt hører det med til den sande anger at man fatter det faste forsæt fremover ikke at gøre det man nu angrer. Hvis Politiken derfor mener sin undskyldning alvorligt må man fremover radikalt gennemtænke den måde som man skriver om verdens religioner hhv. hvordan man fremstiller dem på billedfronten. Og hvis man ikke vil diskriminere må dette naturligvis gælde for alle religioner, fra Jehovas Vidner over den katolske kirke og Scientologi til islam i alle dens mange afskygninger. Eller med andre ord: fremover vil Politiken komme til at være mere respektfuld overfor verdens diverse religioner end selv Kristeligt Dagblad er det i dag. Vi står i sandhed overfor nye tider på Politiken - med mindre naturligvis dette her er et billigt mediestunt der skal iscenesætte Politiken som den mest politisk korrekte avis af alle i dette land.

DEMOS’ udgivelse ”Kvinde – Nostalgi” er, som titlen antyder, et nostalgisk musikalsk tilbageblik på Kvindekampens musikalske levn. Sangene på Cd’en stammer fra en fjern fortid, dvs. 1970’erne, hvor kvinder mødtes med andre kvinder for at debattere og synge om mænds undertrykkelse, forkrøblende feminine skønhedsidealer og håbet om et bedre kvindeliv – sammen med andre kvinder.

”Kvinde – Nostalgi” bringer et par gode gamle klassikere som ”Lesbiske parforhold” og ”Øjenbrynene” samt en række mindre kendte numre. At være lesbisk er ikke et tema i sig selv i alle numre – men lesbiske længsler og forventninger klinger igen i en række af sangene.

Sangene er fremført af anonyme kunstnere – og den musikalske kvalitet svinger noget. Det er lidt irriterende at sangene på Cd’en ikke har samme rækkefølge som den angivet på coveret – og det er en skam at der ikke er et teksthæfte med, så man bedre kan følge med – eller synge med for den sags skyld, hvis man nu vil være rigtig nostalgisk.

Udgivelsen emmer af ”der var en gang”, og det er en skam, for feminismen og kvindekampen er vel ikke mere død end vi gør den til?

Kvinde – Nostalgi

DEMOS – Remix2009

Cd’en kan købes i/hos DEMOS Butikken som man kan læse mere om her

Begge lejre tager udgangspunkt i en antagelse om at muslimerne er styret af deres religion i en hel anden grad end landets kristne befolkning er det. Mig bekendt er der f.eks. ingen, der mener, at de problemer med vold i Jomfru Ane Gade, som Ålborg må kæmpe med, skyldes de indremissionske prædikanter i byen. Ej heller har nogen fået den ide at indkalde en fundamentalistisk og homofobisk kristen prædikant fra USA for at han kan fortælle Københavns unge med kristen baggrund at de skal holde sig fra rokkerkriminalitet.

Denne grundantagelse er imidlertid forkert – og den er i særdeleshed forkert mht. antagelsen om at imamerne har en bred kontaktflade til landets muslimske befolkning. F.eks. viser religionsforskeren Lene Kühles undersøgelse af det danske moskemiljø, at kun ca. 10 procent af landets muslimer kommer hver uge i moskeerne. Med andre ord, der er intet hold i antagelsen om at imamerne har nogen væsentlig indflydelse på landets muslimer – endnu da, må man hellere sige. For jo mere medierne og politikerne hyler op om imamerne hhv. hvor oftere de interviewer dem, ønsker at gøre dem ansvarlige for integrationen mfl., ja desto mere vil deres indflydelse vokse. Angreb på imamerne og inddragelsen af imamerne har nemlig grundlæggende set samme sluteffekt nemlig den, at vi fortæller landets muslimer, at vi går ud fra at imamerne er deres repræsentanter. Hermed giver vi imamerne en indflydelse de hidtil slet ikke har haft.

For mig at se er det et stort problem for integrationen af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund at det så ofte antages, at de er styret af religion, f.eks. at den kriminalitet som nogle af dem begår skyldes deres religion.

På samme måde er det imidlertid også et problem, at det antages, at integrationsproblemer kan løses ved at muslimerne bliver mere muslimske, sådan som arrangørerne bag mødet med den radikalislamiske sheik Khalid Yasin synes at antage.

Dette evindelige fokus på en bestemt befolkningsgruppes religion fastholder imidlertid kun forestillingen om at borgere med en muslimsk baggrund er essentielt forskellige fra dem med en kristen baggrund. Fordomme, ængstelser og forudindtagede holdninger bliver gjort til fakta – og dermed vanskeliggøres integrationen. Ikke blot fordi en sådan debat skaber frygt og aggression blandt majoritetsbefolkningen mod den minoritetsgruppe der har muslimsk baggrund – men også fordi den fortæller landets muslimer at de forventes at være hyperreligiøse, en antagelse som konservative muslimer forsøger at udnytte. 

Hvis vi vil have en bedre integration må islamdebatten derfor opgive sin imambesættelse og i stedet rette fokus mod det store flertal af landets muslimer, der ikke er specielt religiøse og som i øvrigt er velfungerende og værdiskabende samfundsborgere.

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ folketingskandidat og homoseksuel, fik den 17.2.2010 bragt et læserbrev i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Nej til lighedsfundamentalisme. Homoseksuel vielse skal ikke presses igennem.”

Som overskriften jo så rammede formulerer det er Karsten Skawbo-Jensens indlæg et langt forsvar for hans partis afvisning af at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle på ægteskabsområdet.

Mht. kirkelige vielser af homoseksuelle, ja så afviser han dem med henvisning til at han elsker folkekirken og derfor ikke kan støtte forslaget om at give trossamfundene lov til at vie homoseksuelle, fordi kirkelige vielser af homoseksuelle vil give ”splid og splittelse” indenfor folkekirken. I stedet går han ind for ”at der først stille og roligt skal vokse et ønske frem fra det store flertal i folkekirken, før et forbud mod homoseksuelle vielser kan fjernes, altså hellere evolution end revolution”. Hvor stort dette store flertal skal være – og hvordan det skal kunne konstateres hhv. formuleres skriver han, klogelig nok, ikke noget om.

Under alle omstændigheder har Karsten Skawbo-Jensen ikke noget til overs for lighedskamp indenfor religionerne verden, for som han skriver: ”Men i religionens og troens verden kan man altså ikke kræve demokrati, ligestilling og omskrivning af gamle skrifter, som troende opfatter som hellige. Man kan diskutere fortolkningen, man kan udøve religionskritik, man kan forklare tingene ud fra en historisk kontekst, men selve ordene står nu engang på papiret. Dét er de faktiske forhold i jernindustrien”.

Og ”de faktiske forhold i jernindustrien” er mht. spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet, hvis man altså skal tro Karsten Skawbo-Jensen, ”at såvel Det Gamle Testamente som for eksempel Paulus forholder sig negativt til homoseksualitet”.

Generelt bryder Karsten Skawbo-Jensen sig ikke så meget om kampen for ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Som han skriver så smukt: ”Hvorfor er nogle aktivister forhippede på, at ægteskabet også skal være for homoseksuelle, når nu så mange ønsker at fastholde, at ægteskabet er en særlig årtusindgammel institution for en kvinde og en mand? Hvorfor skulle et partnerskab mellem to mennesker af samme køn være mindre fint end et ægteskab? Kan ægteskab og partnerskab ikke fungere side om side, og hvorfor må der ikke være nogle små forskelle?”

Nej, vi skal, i henhold til Karsten Skawbo-Jensen, koncentrere os om det som virkeligt tæller, så som hadforbrydelser, mobning på arbejdspladsen og det iranske styre, ”der hænger unge homoseksuelle i kraner”.

Et overordnet træk ved Karsten Skawbo-Jensens indlæg er at han løbende foretager prioriteringer, der altid falder ud til homofobernes fordel. Af hensyn til de kristne fundamentalister indenfor folkekirken, der vil lave ballade hvis folkekirken tillader vielser af homoseksuelle, skal staten afstå fra at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle, hvis de ønsker det. Af hensyn til dem, der ikke vil anerkende, at heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold er ligeværdige, skal homoseksuelle acceptere, at deres parforhold af staten diskrimineres i forhold til de heteroseksuelles. Og sidst men ikke mindst så skal kampen mod hadforbrydelser og det iranske diktaturs overgreb mod homoseksuelle prioriteres over kampen for ligestilling på ægteskabsområdet.

Hvad Karsten Skawbo-Jensen kræver, er intet mindre end at homoseksuelle skal acceptere deres mindreværd i forhold til heteroseksuelle! Gør det så meget, at vi ikke er fuldt ligestillede med de heteroseksuelle? Skulle vi ikke være tilfredse med det vi har, nu når skriften og traditionen fordømmer os og nu når man bliver hængt i Iran, hvis man er bøsse?

Svaret er ja. Det gør noget, det gør rigtigt meget!

Kendetegnende for kampen for accept af homoseksuelle er, at der altid har været nogle konservative bøsser (og noget sjældnere lesbiske) som har ment, at vi homoseksuelle skal være tilfredse med det vi har og ikke kæmpe for mere. Sådanne røster blev dem, der kæmpede for afkriminaliseringen af sex mellem mænd mødt med, det måtte dem, der kæmpede for det registrerede partnerskab høre på – og det slynges i hovedet på os der i dag kæmper for fuld ligestilling.

Eller sagt med andre ord, hvis homoaktivisterne havde lyttet til bøsser som Karsten Skawbo-Jensen, ja så var sex mellem mænd forsat en forbrydelse, homoseksualitet en sygdom og det registrerede partnerskab en tåbelig venstreorienteret utopi. Forandringer kommer ikke af sig selv – men kun ved at man kæmper for at det bestående skal ændres til noget bedre. Man kan ikke bekæmpe undertrykkelse og ulighed hvis man grundlæggende set accepterer dem som en præmis som vi homoseksuelle skal acceptere, så enkelt er det.

Mht. religionen er det altså godt nok trist, at Karsten Skawbo-Jensen udtaler sig som homo og kristen uden at have sat sig ind i den teologiske problematik. For at gøre en lang historie kort: Bibelen fordømmer ikke homoseksualitet da dette begreb ikke fandtes på den tid, da de bibelske tekster blev forfattet. Mht. sex mellem to af samme køn så forholder det sig sådan, at man intet sted i Bibelen kan finde et forbud mod sex mellem kvinder. Og også de tekster hos Paulus, der bruges mod seksuelle relationer mellem mænd, er langt fra så entydige som Karsten Skawbo-Jensen vil gøre dem til. ”De faktiske forhold i jernindustrien” er, at de ”bibelske argumenter” mod homoseksuelle parforhold er papirtynde!

Hatecrimes, mobning og diskrimination af homoseksuelle har deres rødder i kulturelt og religiøst betingede fordomme mod homoseksuelle. Kampen for kirkelig accept af homoseksuelle parforhold og kampen for det kønsneutrale ægteskab er derfor ikke en luksuskamp – men et vigtigt led i kampen mod de mentale og sociale strukturer der skaber homofobi og hatecrimes. Man kan ikke kæmpe mod det sidste uden at kæmpe for det første.

Og mht. Iran, ja så venter jeg spændt på et forslag fra Karsten Skawbo-Jensens side af om hvad vi kan gøre for Irans unge homoseksuelle. Hvis han virkelig er bekymret for deres liv, så skulle han da tage sig sammen og starte en kamp internt i sit parti for at homoseksuelle fra Iran skal garanteres asyl i Danmark, så de slipper for at blive hængt.

Skatteministerens begrundelse, nemlig at folkekirkens grundlovssikrede krav på understøttelsen fra statens side af umuliggør at staten inddriver katolsk kirkeskat, virker lidt søgt. At staten inddrager kirkeskat for folkekirken er nemlig ganske rigtigt et udslag af den statslige forpligtigelse overfor folkekirken – men det er jo sådan set ikke noget til hinder i grundloven for at staten frivilligt giver andre trossamfund det som folkekirken har krav på.

Når det så er sagt mener jeg alligevel er det næppe vil være nogen god ide at lade staten inddrive kirkeskat for den katolske kirke.

For det første så forholder det sig jo sådan, at folkekirken er under statslig kontrol, dette gælder ikke mindst mht. folkekirkens økonomi hvor f.eks. regeringens berømte (eller berygtede) skattestop også gælder for kirkeskatten. Staten inddriver altså folkekirkens kirkeskat – men den bestemmer også over dens maksimale størrelse. Vil den katolske kirke derimod acceptere at staten udstikker rammerne for hvor meget den katolske kirke må opkræve i kirkeskat? Det tvivler jeg ganske meget på, ikke mindst fordi jeg vil tro at den katolske kirkelov, den såkaldte kanoniske lov, ikke tillader at verdslige myndigheder bestemmer over kirkens økonomi. Men kan staten virkelig påtage sig at opkræve en skat hvis størrelse den ingen indflydelse har på? Hvor er den demokratiske kontrol og den demokratisk funderede retssikkerhed henne hvis staten agerer den forlængede arm for en institution som den katolske kirke, der per definition ikke er demokratisk?

For det andet så bør man være opmærksom på at den katolske kirke i Danmark ikke er i stand til at få flertallet af landets katolikker til frivilligt at betale kirkeskat. Ønsket om at staten skal inddrive kirkeskat for den katolske kirke skal altså ses i sammenhæng med at den katolske kirke ikke selv har været i stand til at sikre den økonomiske kirkedisciplin. Men er det virkelig statens opgave at agere økonomisk bussemand overfor landets katolikker? Hvorfor skulle det være en statslig opgave at tvinge landets katolikker til det som de ikke vil gøre frivilligt? For mig at se er katolikkernes uvillighed til at understøtte deres kirke økonomisk et internt katolsk problem som den katolske kirke selv må finde ud af at håndtere.