Den tidligere homoaktivist Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Tidende er et homopolitisk selvmål af dimensioner.
Bjørn Hvidt-Pedersen, medstifter af den nu heden gange Bøssernes Befrielsesfront og tidligere formand for LBL i Århus, har barslet med en kronik med titlen ”Fra ligeret til minoritetskultur” som blev bragt i Berlingske Tidende den 19.9.2009.
Kronikkens hovedtese er, at ”vi med World Outgames har været vidner til kulminationen af en radikal omdefinering af den homopolitiske dagsorden inden for 10-15 år og afskeden med den moderne homoseksuelle ligerets- og ligestillingsbevægelses historie fra slutningen af 1960erne til 2000”. Dette er tydeligvis en meget sørgelig udvikling i Bjørn Hvidt-Pedersens øjne – og han forsøger, at understrege elendigheden med en tour de force gennem den moderne homopolitiske historie som han selv placerer sig i. Således sætter han Bøssernes Befrielsesfront, Lesbisk Bevægelse og LBL i forbindelse med den moderne tyske bøsse og lesbiske bevægelse som igen skulle være opstået som ” en del af ungdomsoprøret med det formål at få afskaffet den nazistiske stramning i 1935 af den tyske straffelovs § 175. Paragraffen kriminaliserede seksuelle handlinger mellem to mænd, og symbolet var »den lyserøde trekant« – Rosa Winkel – det koncentrationslejrmærke, som alle bøsser skulle bære i KZ.”
Man har indtryk af, at Bjørn Hvidt-Pedersen mener, at vi indtil for få år siden levede i en homopolitisk guldalder. Men den er til gengæld slut nu, for ”med importen af »Regnbuen« som nyt symbol fra USA til Danmark (og Europa) omkring 2000 sker der en radikal ændring af det homopolitiske landskab: vi får en kommercialisering, kulturalisering og biologisering af homopolitikken afskåret fra de europæiske (tyske) historiske rødder”. Denne uheldige udvikling består i, at homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle efter amerikansk mønster danner ghettoer, ”en fraktionering af samfundet, som ikke kendtes fra Europa, hvor den politiske strategi hele tiden har heddet assimilation af homoseksuelle i et ligeretssamfund”.
Bjørn Hvidt-Pedersen påstår, at den homoseksuelle ligestilling ikke længere handler om retspolitik men om kulturpolitik, der viser sig i kravet om økonomisk støtte til arrangementer som World Outgames. Men ikke nok med det. ”Når medlemmer af LGBT-kulturen bliver ofre for vold, stilles der krav om særlovgivning for det amerikanske begreb »hate crime«. Næste politiske krav bliver indskrænkning af ytringsfriheden, når det handler om verbale overgreb »hate speech« over for minoritetsgruppen. LGBT-ideologien er dermed under forvandling til en religion, der skal omtales med respekt, og hvis troende ikke må udsættes for hån, spot eller latterliggørelse”.
Og det bliver kun værre, for LGBT ideologien blander seksuel orientering og kønsidentitet, nu er kønnet til konstant forhandling. ”Kampen kommer nu til at stå om retten til selv at bestemme sit biologiske køn, hvis man har »ondt i kønnet«. Den politiske dagsorden handler om lettere adgang til flere kønsskifteoperationer. Ja, biologiseringen af politikken drives endda så langt ud, at ens politiske modstandere sygeliggøres med begrebet »homofobi«”.
Afslutningsvis skriver Bjørn Hvidt-Pedersen , at ”alle vi almindelige bøsser og lesbiske kan kun se forundrede til”. F.eks. undrer han sig over følgende spørgsmål: ”Hvordan lever det store flertal af de homoseksuelle, der bliver ekskluderet af LGBT-kulturen? Hvad foregår der i deres hverdag rundt om i Danmark – nedenunder og uden for den elitære »kreative klasses« liv i København? Det er der ingen, der ved noget kvalificeret om”.
Man må lade Bjørn Hvidt-Pedersen en ting: Han har en ganske usædvanlig begavelse mht. at rode rundt i den bøsse-lesbiske bevægelses historie – og i den nuværende bevægelses retninger og prioriteringer. Og det i den grad, at man snart ikke ved hvor man skal begynde og ende i påvisningen af hans mange fejl og sammenblandinger. Men altså:
Den moderne bøsse-lesbiske bevægelse i Tyskland opstod ikke som et ungdomsoprør mod den af nazisterne opstrammede paragraf 175. Deres opstramninger blev nemlig afskaffet i og med at sex mellem mænd over 21 blev afkriminaliseret i 1969. Det er først efter denne afkriminalisering, at der opstår en bøsse-lesbisk bevægelse, der er værd at tale om, og som bl.a. kæmper for afskaffelsen af den meget høje mindste alder for sex mellem mænd, som blev reguleret af den forhadte paragraf 175.
Inspirationen til den danske bøsse-lesbiske bevægelse var i høj grad amerikansk. Som bekendt ligger Stonewall Inn i New York og ikke i Berlin – og Bøssernes Befrielsesfront er da også en oversættelse af titlen på den amerikanske ”Gay Liberation Front”.
Både Bøsserens Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse var kendetegnet ved en anti-assimilations politik. Man ville ikke leve på samfundets vilkår og efter samfundets normer men i stedet radikalt forandre dem – og i øvrigt helst have så lidt med samfundet at gøre som muligt. LBL’s rettighedspolitik og ikke-konfrontatoriske linje blev derfor ofte kritiseret og man var i disse kredse glad for aktioner, som skulle provokere majoritetssamfundet og bryde med forsøget på at tilpasse homoseksuelle til samfundets normer.
Kommercialiseringen af homokulturen er lige så gammel som homobevægelsen selv – og er derfor ikke nogen moderne amerikansk importvare.
Men er Bjørn Hvidt-Pedersens indsigt i homohistorien begrænset, så er hans udfald mod homopolitiske mærkesager, så som kampen mod hadforbrydelser og hadefuld tale mod homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle direkte grotesk. Så længe LGBT personer udsættes for verbal chikane og fysisk vold, fordi de er en minoritet, må det være en homopolitisk mærkesag, at samfundet skal kriminalisere og på anden måde bekæmpe en sådan adfærd, der udgør et væsentligt element i undertrykkelsen af LGBT personer. I øvrigt lider ytringsfriheden altså ingen skade ved, at man ikke får lov til at lade den allerværste indre svinehund glamme, når det gælder om at udtale sig om homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle.
Og at det skulle være homopolitisk uacceptabelt, at samfundet har bevilliget penge til World Outgames, som var en fantastisk oplevelse for tusindvis af homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle i ind- og udland – ja det er mig simpelthen komplet uforståeligt. Især når den fremføres af en mand, der som tidligere aktivist i Bøssernes Befrielsesfront burde kende til nødvendigheden af at kæmpe mod usynliggørelsen af homoseksuelle.
Bjørn Hvidt-Pedersens udsagn om den såkaldte ”biologisering” af homopolitikken er forvrøvlede ud over alle grænser. Mig bekendt er det ikke en vedtaget LBL politik at alle skal have adgang til kønsskifteoperationer – der i øvrigt ikke handler om kroppens biologi men om dens kønsudtryk. Og udtrykket ”homofobi”, der stammer tilbage fra starten af 1970’erne, sygeliggør ikke vores politiske modstandere, hverken i biologisk eller psykologisk forstand, men påpeger kun det hadefulde og irrationelle i deres foragt for os.
Ideen om at kønnet er til forhandling er ikke kendetegnende for LGBT-bevægelsen men for Queer-bevægelsen – og denne forestilling trækker igen på tanker, som blev udviklet i 1970’erne af den lesbiske feminisme som kendetegnede Lesbisk Bevægelse. Igen synes Bjørn Hvidt-Pedersen ikke at kende sin egen historie.
Til gengæld tror han, som så mange andre populister, at han taler på den almindelige borgers, her den almindelige homos, vegne, der efter sigende undertrykkes af en væmmelig magtelite. Nogen dokumentation for sine påstande har han ikke – men hvis han var interesseret i hvordan almindelige homoer har det kunne han overveje at kigge i den levevilkårsundersøgelse som blev udgivet af LBL i forbindelse med World Outgames.
Jeg har svært ved at se ideen i at Bjørn Hvidt-Pedersen gentager og bekræfter den borgerlige anti-homorettigheds retorik. Hans sure opstød vil med sikkerhed blive modtaget med kyshånd af alle dem, der ikke ønsker, at samfundet skal bekæmpe homofobi, hatecrimes og diskriminering af homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle. Bjørn Hvidt-Pedersen kronik er derfor intet mindre end et homopolitisk selvmål.
Tags: Bjørn Hvidt-Pedersen, Bøssernes Befrielsesfront, hatecrimes, LBL, Lesbisk Bevægelse, LGBT, world outgames
Kære Karen,
Tak fordi du skrev denne blog. Jeg blev selv så orkesløs, da jeg så den, at jeg opgav på forhånd.
Jeg er såmænd enig med kronikøren på mange punkter, men ligesom dig synes jeg, at hans kæde hopper af flere steder. For det første er der ikke noget der hedder “almindelige bøsser”, ligeså lidt som der er “almindelige heteroseksuelle”; for det andet kan man SAGTENS kæmpe homokampen på det retlige OG det kulturelle område samtidigt, og endelig er det noget forvrøvlet sludder, at en fest om natten afskærer én fra at ytre sig politisk om dagen.
Jeg oplever kronikøren som let forbitret over, at en stor del af den homokampen for ligestilling er vundet herhjemme og nu har fået et andet fokus end det rent retlige - over på den mere kulturelle side af sagen. Han går imidlertid let henover, at Outgames (som han åbenbart slet ikke deltog i!!!!) var en en international begivenhed, hvor langt størstedelen af vores udenlandske gæster ikke har den samme retslige ligestilling, som vi har herhjemme. Ikke desto mindre formåede Outgames at favne det brede spektrum af deltagere og nåede også ud til tusinder af heteroer. Ikke mindst omfattede Outgames også en succesrig menneskerettighedskonference, hvor vores regering - i modsætning til adskillige andre landes - dog glimrede ved sit fravær. Alligevel var Outgames en succes på alle fronter - målt på en hvilkensomhelst skala, man kan finde.
Har homoer en fælles kultur? Gu’ har vi så! Er den værd at kæmpe for?! Ja, for fanden - det er jo vores liv, det handler om! At en gammel venstrefløjsforkæmper bruger Outgames til at lave en “Karen Jespersen” i Berlingeren ændrer intet ved det.
Hej Karen,
Tak for denne kommentar. Jeg var i tvivl om jeg selv skulle skrive noget for at rette op på Bjørns massive misforståelser og fordrejninger, men du får sagt hvad der skal siges. Er der mon nogen mulighed for at du kan få en (evt. forkortet) version trykt i Berlingske, så han kan få modspil på sin egen banehalvdel?
Måske kunne du i så tilfælde understrege det manipulerende i at skrive, at det kun var ‘københavnere’ fra ‘den kulturelle elite’ der deltog. Fakta er at Århus var en aktiv medspiller ved Det Kgl. Bibliotek og 200.000 mennesker fra hele verden deltog i arrangementerne.
I øvrigt har World Outgames aldrig ‘krævet’ økonomisk støtte, men søgt det på linje med alle andre interessegrupper i samfundet - og de penge der blev bevilget gik til det sportslige og kulturelle - festerne var selvfinansierende. Endnu en fordrejning fra Bjørns side.