Karen M. Larsens Urbanblog

Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

Når man diskuterer islam og demokrati møder man ikke så sjældent den påstand, at mens islam er uforenelig med demokrati, ja så er det intet mindre en kristendommens skyld, at vi har demokrati i den vestlige verden, herunder Danmark. Påstanden er, at det Nye Testamente skaber en basis for demokrati som man helt savner i Koranen.

Hvis vi imidlertid prøver at se på kristendommens historie, så virker påstanden om at kristendommen er forklaringen på at vi har demokrati her i Danmark overordentlig mærkværdig. Danmark har været kristent siden ca. 1050, men demokrati har Danmark kun haft siden 1849. Hvis vores udgangspunkt er, at kun lande hvor kvinder har stemmeret er demokratiske, ja så blev Danmark først demokratisk i 1915.

Hvis kristendommen skulle føre til demokrati er det godt nok mærkeligt, at det i Danmark tog mindst knap 800 år! Og hvis det skulle have været Luthers kristendomsforståelse, som åbnede vores land for demokratiet, så er det jo også bemærkelsesværdigt, at Danmark blev luthersk i 1536 mens Grundloven først kom i 1849. Der gik altså mere end 300 år mellem reformationen og demokratiets indførelse. Mellem reformationen og Grundloven ligger i øvrigt enevældens tid. Og man kan jo sige meget om enevælden, men demokratisk var det system altså ikke lige frem. Enevælden var i stedet en ekstrem form for kongeligt diktatur. Den lutherske kristendom, der bakkede ivrigt op om enevælden og gav denne styreform religiøs legitimitet, synes altså som udgangspunkt at have ført Danmark i retning af mere diktatur frem for i retning af demokrati.

Problemet med påstanden om, at kristendommen skulle føre til demokrati pga. nogle særlige forhold ved de kristne kanoniske skrifter er simpelthen, at denne teori gør, at vi ikke kan forstå Europas historie i perioden fra kristendommens indførelse i Europa og frem til at demokratiet blev den anerkendte styreform. For teorien forudsætter jo, at man, hvis vi f.eks. taler om Danmark, i mindst knap 800 år var nogle teologiske båtnakker, som ikke fattede hvad der jo ellers åbenlyst fremgår af Bibelen.

I stedet viser historien jo, at kanoniske tekster ikke bliver forstået på samme måde over tid. Selvfølgelig kan vi som personligt troende have en forestilling om hvad Gud nu vil sige os (eller ikke vil sige os) med en bibeltekst. Men tager vi udgangspunkt i en på historievidenskabens metoder byggende forståelse af historiens gang, så kan vi ikke sige, at f.eks. middelalderkristendommens tanker om det kristne kongedømme, eller enevælde periodens kristne tanker om den enevældige kongemagt af Guds nåde, var fejltolkninger af Bibelen. De var i stedet i samtiden udbredte og almen anerkendte tolkninger af Bibelen. Ud fra den historisk kritiske metode må vi derfor sige, at Bibelen ikke har medført, at vi i Danmark i dag har demokrati. I stedet må vi snarere sige, at det er fordi vi har demokrati, at stort set alle kristne i dag tolker Bibelen sådan, at den muliggør demokrati. De kristne er med andre ord fulgt med tidsånden.

At der er tale om skriftende tider frem for skiftende tekster fremgår i øvrigt ganske udmærket af den rolle, som Romerbrevet kapitel 13, vers 1 til 7 spiller hhv. ikke længere spiller for den kristne forståelse af hvordan samfundet skal regeres. Her kan vi læse, at dem der regerer har deres magt fra Gud og at dem, der sætter sig op imod dem der regerer, sætter sig op mod Gud. Magten er altså sakral, den bygger på et guddommeligt mandat, på en guddommelig ordning. Dem der ikke vil acceptere den gældende ordning sætter sig altså op mod Guds orden og de vil blive ramt af Guds dom. Denne tekst var en af kongemagts teologiens ynglings tekster. For her har vi det jo sort på hvidt: kongen har sin magt fra Gud og styrer på Guds vegne. Den undersåt der måtte vove, at ville kræve politisk medindflydelse, sætter sig op imod Guds orden og vil bøde for det både her og hisset. Og sådan blev det da også prædiket fra lutheranske prædikestole i generationer.

I forhold til demokratiet er denne tekst dybt problematisk. For i henhold til den demokratiske samfundsforståelse kommer magten i samfundet ikke fra Gud men fra folket, der frit delegerer den til valgte repræsentanter, som de har ret til at erstatte med andre, hvis de er utilfredse med deres regeringsførelse. Magten i et demokrati er nemlig sekulær. Den er ikke hellig og uangribelig. Den skal i stedet underkaste sig borgernes regelmæssige dom.

Dermed kunne man jo så sige, at Bibelen umuliggør demokrati. Men sådan forholder det sig ikke. For i dag ignorer langt de fleste kristne Rom. 13,1-7 eller de har fundet en tolkning, der gør teksten ufarlig for demokratiet.

Afgørende for om en religiøs overbevisning kan forenes med demokrati er altså ikke de kanoniske tekster, som denne i princippet måtte trække på, men i stedet den tolkning, som disse tekster får. Og denne tolkning er i høj grad et produkt af det samfund og den tid, som fortolkerne lever i.

I Kristeligt Dagblad fra den 9.2.2012 kan man læse en artikel hvoraf det fremgår, at religionsforskerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er meget imod at det Danske Bibelselskabs bibeloversættelse bruges i kristendomsundervisningen i folkeskolen. Der er nemlig tale om en forkyndende oversættelse og forkyndelse må ikke finde sted i folkeskolen. Derfor ønsker de at man i stedet skal bruge en videnskabelig bibeloversættelse.

Nuvel, sådan set er der ikke noget egentligt nyt i denne artikel. Mikael Rothstein har jo længe kørt en kamp mod den position kristendommen har i gymnasiets religionsundervisning, så hvorfor ikke også gøre det når vi taler om folkeskolen? Og Jens-André Herbener har ligeledes længe ført en kamp for at religionslærerne i gymnasiet skal bruge hans såkaldt videnskabelige bibeloversættelse frem for Bibelselskabets, så hvorfor ikke også udvide kampen til folkeskolen?

Men selvom en debat ikke i sig selv er ny eller overraskende kan man selvfølgelig godt alligevel tage den op.

Nu har jeg ingen erfaringer med at undervise i kristendomskundskab i folkeskolen. Til gengæld har jeg siden august 1996 undervist i religion i gymnasiet og hf, så en vis erfaring har jeg altså når vi taler om religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Når jeg, og alle de religionslærere som jeg kender, bruger Bibelselskabets oversættelse, så skyldes det en række forhold:

1. Når vi underviser i kristendom så er hensigten, at vores elever skal få en indsigt i hovedtrækkene ved den kristne religion. Og det er der i høj grad brug for. Som en kollega en gang så rammende sagde: Kristendommen er den mest ukendte fremmedreligion i Danmark. Og det er der måske lidt om. Selv elever der er blevet konfirmeret plejer ikke at vide, at Jesus i henhold til kristendommen er både Gud og menneske, de synes ikke at have hørt om treenigheden og de er blanke på arvesyndslæren. At man ikke lige kan afgøre om evangelierne forefindes i Det Gamle eller Det Nye Testamente er ganske almindeligt etc. På religion c niveau er der derfor slet ikke ret meget tid til den dekonstruerende kristendomsundervisning som der foresvæver Rothstein og Herbener. Man kan nemlig ikke dekonstruere noget der slet ikke er konstrueret i de unge eller knap så unge menneskers hoveder. I virkelighedens verden er vi derfor nødt til at bruge hoveddelen af den tid vi har til rådighed til at give eleverne et basalt kendskab til kristendommen. Og det er også fair nok for det samme gælder jo også de andre religioner som vi underviser i.

    

2. Det danske bibelselskabs oversættelse er ikke bare den, der bruges i kirken. De er også den som den offentlige debat om kristendommen tager udgangspunkt i, som forfattere henviser til i deres skønlitterære værker etc. At give eleverne kendskab til denne oversættelse er derfor et led i at sikre dem en vis almen dannelse. I øvrigt har vi på ungdomsuddannelserne mange læsesvage elever, som har svært nok ved at forstå 1992 oversættelsen. Herbeners oversættelse er langt mere sprogligt krævende. Skulle man bruge den i gymnasiet frem for Bibelselskabets oversættelse vil vi tabe mange elever som simpelthen ikke vil kunne følge med. At man skulle kunne bruge en sådan tekst i folkeskolen er helt og særdeles urealistisk.

    

3. Bibelselskabets oversættelse er naturligvis subjektiv. Det samme er Herbeners. Man kan nemlig ikke oversætte en tekst uden at man kommer til at inddrage sin forforståelse af teksten. Men derfor er nogle oversættelser naturligvis stadigvæk mere holdbare end andre. Det er derfor vigtigt, at lærerne har et vist kendskab til oversættelsesproblematikker i forhold til de tekster som de arbejder med. Og derfor er det også vigtigt, at man for at man kan få undervisningskompetence i religion på gymnasie niveau skal kunne læse mindst en religions kanoniske tekster på originalsproget. Og derfor er det også bekymrende, at Rothsteins og Herbeners universitetskollegaer, så vidt som jeg har forstået det, gerne vil afskaffe dette krav for hermed at kunne tiltrække og fastholde flere studerende på de religionsvidenskabelige fakulteter.

    

4. Det er ikke svært at give eleverne kendskab til den bibelkritiske metode med udgangspunkt i Bibelselskabets oversættelse. Modsætninger mellem teksterne og lag af ældre forestillinger kan såmænd problemløst afdækkes vha. denne oversættelse. Det er ikke svært at give eleverne indsigt i hvordan evangelisterne arbejder med hinandens tekster og korrigerer hinanden ved f.eks. at lade dem sammenligne de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse. Og spor af ældre religiøse forestillinger i de bibelske tekster kan man ret let afdække ved f.eks. at lade dem tænke over hvorfor det hedder ”Du må ikke have andre guder end mig” frem for ”du må ikke tro på at der er nogen anden Gud end mig”.

I øvrigt så er det ikke udtryk for mission at bruge tekster i religionsundervisningen som er skrevet med et missionerende formål. Var det det måtte vi jo f.eks. heller ikke bruge tekster forfattet af troende muslimer når vi underviser i islam. Typisk bruger vi i religionsundervisningen lige præcist baggrundslitteratur af religionsvidenskabelig karakter og så tekster, forfattet af mennesker i fortid og nutid, der tror på den religion som vi har gang i.

Religionsundervisningens mål er bl.a., at eleverne både skal kunne håndtere det såkaldte indefra perspektiv, dvs. de skal kunne gengive de religioner som vi har arbejdet meds forestillinger på en loyal måde, og et såkaldt udefra perspektiv, dvs. det religionsfagligt kritiske perspektiv. Disse to perspektiver skal man altså have indover når man arbejder med Bibelselskabets tekster og det kan man som sagt også sagtens. Derimod vil det være umuligt at få det kristne indefra perspektiv med hvis man skulle bruge Herbeners oversættelse.

Nu viste striden om kirkeministeriets navn sig at være (endnu et) ugennemtænkt men kortvarigt mediestunt fra SF’s side af. Når debatten om hvad (det ret så gamle) barn nu skal hedde alligevel nåede at eksplodere hænger det sammen med, at forslaget om at omdøbe kirkeministeriet til religionsministeriet eller noget i den stil med det samme blev udlagt som et knæfald for islam. Og da man ikke kan diskutere islam i dette her land uden at folk går amok i løbet af nul komma dyt, ja så kan det sådan set ikke undre, at debatten om en omdøbning af kirkeministeriet meget hurtig blev meget heftig.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at kirkeministeriet ikke er et ministerium for landets kirker – på bekostning af f.eks. de muslimske trossamfund. Nej, kirkeministeriet er ministerium for folkekirken – på bekostning af samtlige andre trossamfund, herunder frikirkerne, den katolske kirke etc. Grunden til at vi har et kirkeministerium er, at folkekirken er statens kirke – og at folkekirken ikke selv har nogen ledelse og nogen egen centraladministration. Derfor er det folketinget, der lovgiver for folkekirken og det er derfor, at der findes et særligt ministerium, der skal tage sig af den praktiske administration af folkekirken.

Den danske stat priviligerer ikke kristendommen i alle dens udtryksformer på bekostning af de andre religioner – den priviligerer en særlig kirkeordning på bekostning af alle andre kristne kirker såvel som tilhængerne af de ikke-kristne religioner. Det er nok også derfor, at det lige præcist ikke har været repræsentanter for landets muslimer, der er løbet storm mod folkekirkeordningen, men i stedet katolikker og baptister, der er draget i felten med påstanden om, at den danske stat diskriminerer alle andre trossamfund end folkekirken og med kravet om at staten i stedet burde ligestille alle trossamfund.

Nu er det ikke så mærkeligt, at nogle katolikker og frikirkefolk bekriger folkekirkeordningen. For på trods af at Indre Mission og Tidehverv fylder meget i mediebilledet (godt hjulpet på vej af den måde som Kristeligt Dagblad prioriterer kirkestoffet på), så er folkekirken i praksis domineret af en blød og liberal protestantisme, der ikke ser kristendommen som noget, der er eller skal være i modsætning til det senmoderne, demokratiske og sekulariserede danske samfund. At nogle frikirkefolk og katolikker kan se det som en vigtig rolle at bekæmpe en sådan kristendomsforståelse kan ikke undre særligt meget al den stund, at deres kirker typisk står for en kristendomsfortolkning hvor man opfatter det som kirkens pligt at være en modkultur i forhold til de senmoderne vestlige samfunds værdier som går under betegnelsen ”tidsånden”. Og hermed står man åndeligt set slet ikke så fjernt fra de muslimer, der mener, at man som muslim ikke må lade de senmoderne sekulære demokratiers værdier påvirke ens tro og liv.

Mere mærkværdigt er det at se venstreliberale og socialistiske politikere og debattører kæmpe mod folkekirkeordningen. Hvorfor kæmpe mod en kirke hvor flertallet af præsterne efter sigende stemmer på SF og som i hvert fald for de flestes vedkommende har samme menneskesyn og samfundsforståelse som man selv har?

I mandags blev vores lille missekat lukket ud ved ottetiden – og siden hen har vi ikke set hende. Hun er, eller var, en steriliseret hunkat og var ikke en strejfer. Indtil i mandags havde hun aldrig været væk mere end allerhøjst 5-6 timer af gangen. Så det ser sort ud for vores lille sort-hvide kat. Vi har let efter hende. Hun var øremærket så jeg har kunnet efterlyse hende i katteregisteret – og en efterlysnings plakat er blevet sat op i den lokale Minibrugs. Men reelt set er der ikke meget håb, jeg tror hun er borte for bestandigt.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan skrive dette uden at få tårer i øjnene. Og det er lige præcist derfor, at jeg skiver denne artikel. For hvordan kan man som et voksent menneske græde over en dum lille kat? Hvordan kan man, kristeligt set, tillade sig at sørge over tabet af et kæledyr når vi lever i en verden, hvor der hvert eneste minut dør 6000 børn af helbredelige sygdomme?

Problemet er bare, at hjerter, disse små bæster, ikke beder om lov når de vil sørge. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, at jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er barnligt, at sørge over et kæledyr, og etisk set problematisk, fordi dyr jo ikke har den samme værdi som mennesker har.

Men så igen, så hører det måske med til sorgens natur, at den gør en til barn igen, fordi den minder en om livets sårbarhed og om at man ikke har kontrol og magt over alt. Det gode ved sorgen over et kæledyr er dog, at tabet af et kært dyr ikke på samme måde skærer ind i dybden af ens eksistens som når man mister en forælder, et barn eller en partner. Selv om pattedyr som katte, hunde og heste har personlighed nok til at de ikke er identiske kopier af deres artsfælder, så kan de dog alligevel, i hvert fald delvist, erstattes med et nyt, mens en far, en søster eller en hustru ikke bare sådan kan erstattes. Mennesker er unikke i en grad, som langt overgår dyrenes individualitet, derfor har tabet af et kært menneske en helt anden dimension end tabet af et kært dyr.

Mht. etikken, ja så tror jeg på, at Gud også holder af dyrene. Ingen spurv falder til jorden uden, at han ved det. Ingen lille mis forsvinder ubemærket for ham. Jeg tror ikke, at han bebrejder os, hvis vi sørger over de kæledyr vi mister, eller at vi forud herfor elskede de små eller stor kræ. Problemet med kærlighed til kæledyr opstår først, hvis vi elsker dem på bekostning af mennesker. Kæledyr kan også være små Guds gaver til os – og vore hjerter burde være store nok til at kunne rumme kærlighed til dem såvel som til vores medmennesker.

At elske gør sommetider ondt, om det nu er et dyr eller et menneske, som man holder af. Derfor har buddhismen for så vidt ret: vil du ikke lide så skal du ikke knytte dig til nogen eller noget, så skal du ikke elske. Men man kan også vælge, at være villig til at betale kærlighedens pris, den lille for dyrene og den store for menneskerne.

Jeg tror, at jeg efter en sørge- og venteperiode vil anskaffe mig en ny kat eller to. Der er en hel del kattehjem for hjemløse katte, der savner et varmt hjem. En ny kat vil jeg også miste før eller siden, men inden da kan vi have en dejlig tid sammen. Livet går videre, og man bliver erfaringer rigere hver dag. Livet koster livet, det kan man ikke komme uden om, men kærlighed er prisen værd.