URBANblog

Viser folks vilje til at dø for en tro at denne er sand?

januar 27th, 2012 by karenmlarsen

Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsk eog for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

 

 

Tags:
Posted in Ikke kategoriseret | 1 Comment »

Kirkeministeriets navn og kampen om folkekirkens særstatus

januar 24th, 2012 by karenmlarsen

Nu viste striden om kirkeministeriets navn sig at være (endnu et) ugennemtænkt men kortvarigt mediestunt fra SF’s side af. Når debatten om hvad (det ret så gamle) barn nu skal hedde alligevel nåede at eksplodere hænger det sammen med, at forslaget om at omdøbe kirkeministeriet til religionsministeriet eller noget i den stil med det samme blev udlagt som et knæfald for islam. Og da man ikke kan diskutere islam i dette her land uden at folk går amok i løbet af nul komma dyt, ja så kan det sådan set ikke undre, at debatten om en omdøbning af kirkeministeriet meget hurtig blev meget heftig.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at kirkeministeriet ikke er et ministerium for landets kirker – på bekostning af f.eks. de muslimske trossamfund. Nej, kirkeministeriet er ministerium for folkekirken – på bekostning af samtlige andre trossamfund, herunder frikirkerne, den katolske kirke etc. Grunden til at vi har et kirkeministerium er, at folkekirken er statens kirke – og at folkekirken ikke selv har nogen ledelse og nogen egen centraladministration. Derfor er det folketinget, der lovgiver for folkekirken og det er derfor, at der findes et særligt ministerium, der skal tage sig af den praktiske administration af folkekirken.

Den danske stat priviligerer ikke kristendommen i alle dens udtryksformer på bekostning af de andre religioner – den priviligerer en særlig kirkeordning på bekostning af alle andre kristne kirker såvel som tilhængerne af de ikke-kristne religioner. Det er nok også derfor, at det lige præcist ikke har været repræsentanter for landets muslimer, der er løbet storm mod folkekirkeordningen, men i stedet katolikker og baptister, der er draget i felten med påstanden om, at den danske stat diskriminerer alle andre trossamfund end folkekirken og med kravet om at staten i stedet burde ligestille alle trossamfund.

Nu er det ikke så mærkeligt, at nogle katolikker og frikirkefolk bekriger folkekirkeordningen. For på trods af at Indre Mission og Tidehverv fylder meget i mediebilledet (godt hjulpet på vej af den måde som Kristeligt Dagblad prioriterer kirkestoffet på), så er folkekirken i praksis domineret af en blød og liberal protestantisme, der ikke ser kristendommen som noget, der er eller skal være i modsætning til det senmoderne, demokratiske og sekulariserede danske samfund. At nogle frikirkefolk og katolikker kan se det som en vigtig rolle at bekæmpe en sådan kristendomsforståelse kan ikke undre særligt meget al den stund, at deres kirker typisk står for en kristendomsfortolkning hvor man opfatter det som kirkens pligt at være en modkultur i forhold til de senmoderne vestlige samfunds værdier som går under betegnelsen ”tidsånden”. Og hermed står man åndeligt set slet ikke så fjernt fra de muslimer, der mener, at man som muslim ikke må lade de senmoderne sekulære demokratiers værdier påvirke ens tro og liv.

Mere mærkværdigt er det at se venstreliberale og socialistiske politikere og debattører kæmpe mod folkekirkeordningen. Hvorfor kæmpe mod en kirke hvor flertallet af præsterne efter sigende stemmer på SF og som i hvert fald for de flestes vedkommende har samme menneskesyn og samfundsforståelse som man selv har?

Posted in Ikke kategoriseret | No Comments »

Hitler og vielser af homoseksuelle

december 22nd, 2011 by karenmlarsen

Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.

Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.

Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.

Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.

Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?

Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…

 

 

Posted in Den katolske kirke, homoseksuelle | No Comments »

Sorgen over et mistet kæledyr

november 21st, 2011 by karenmlarsen

I mandags blev vores lille missekat lukket ud ved ottetiden – og siden hen har vi ikke set hende. Hun er, eller var, en steriliseret hunkat og var ikke en strejfer. Indtil i mandags havde hun aldrig været væk mere end allerhøjst 5-6 timer af gangen. Så det ser sort ud for vores lille sort-hvide kat. Vi har let efter hende. Hun var øremærket så jeg har kunnet efterlyse hende i katteregisteret – og en efterlysnings plakat er blevet sat op i den lokale Minibrugs. Men reelt set er der ikke meget håb, jeg tror hun er borte for bestandigt.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan skrive dette uden at få tårer i øjnene. Og det er lige præcist derfor, at jeg skiver denne artikel. For hvordan kan man som et voksent menneske græde over en dum lille kat? Hvordan kan man, kristeligt set, tillade sig at sørge over tabet af et kæledyr når vi lever i en verden, hvor der hvert eneste minut dør 6000 børn af helbredelige sygdomme?

Problemet er bare, at hjerter, disse små bæster, ikke beder om lov når de vil sørge. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, at jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er barnligt, at sørge over et kæledyr, og etisk set problematisk, fordi dyr jo ikke har den samme værdi som mennesker har.

Men så igen, så hører det måske med til sorgens natur, at den gør en til barn igen, fordi den minder en om livets sårbarhed og om at man ikke har kontrol og magt over alt. Det gode ved sorgen over et kæledyr er dog, at tabet af et kært dyr ikke på samme måde skærer ind i dybden af ens eksistens som når man mister en forælder, et barn eller en partner. Selv om pattedyr som katte, hunde og heste har personlighed nok til at de ikke er identiske kopier af deres artsfælder, så kan de dog alligevel, i hvert fald delvist, erstattes med et nyt, mens en far, en søster eller en hustru ikke bare sådan kan erstattes. Mennesker er unikke i en grad, som langt overgår dyrenes individualitet, derfor har tabet af et kært menneske en helt anden dimension end tabet af et kært dyr.

Mht. etikken, ja så tror jeg på, at Gud også holder af dyrene. Ingen spurv falder til jorden uden, at han ved det. Ingen lille mis forsvinder ubemærket for ham. Jeg tror ikke, at han bebrejder os, hvis vi sørger over de kæledyr vi mister, eller at vi forud herfor elskede de små eller stor kræ. Problemet med kærlighed til kæledyr opstår først, hvis vi elsker dem på bekostning af mennesker. Kæledyr kan også være små Guds gaver til os – og vore hjerter burde være store nok til at kunne rumme kærlighed til dem såvel som til vores medmennesker.

At elske gør sommetider ondt, om det nu er et dyr eller et menneske, som man holder af. Derfor har buddhismen for så vidt ret: vil du ikke lide så skal du ikke knytte dig til nogen eller noget, så skal du ikke elske. Men man kan også vælge, at være villig til at betale kærlighedens pris, den lille for dyrene og den store for menneskerne.

Jeg tror, at jeg efter en sørge- og venteperiode vil anskaffe mig en ny kat eller to. Der er en hel del kattehjem for hjemløse katte, der savner et varmt hjem. En ny kat vil jeg også miste før eller siden, men inden da kan vi have en dejlig tid sammen. Livet går videre, og man bliver erfaringer rigere hver dag. Livet koster livet, det kan man ikke komme uden om, men kærlighed er prisen værd.

Posted in Ikke kategoriseret | 1 Comment »

Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer

oktober 30th, 2011 by karenmlarsen

I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”

Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.

Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.

Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” - når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.

 

Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.

 

 

 

 

Posted in homoseksuelle | No Comments »

Hvordan blev søndagen til kristendommens ugentlige helligdag?

oktober 19th, 2011 by karenmlarsen

Søndagen er den alment anerkendte ugentlige helligdag for stort set alle kristne. Nogle kirkesamfund som f.eks. den katolske kirke kræver sågar af sine medlemmer, at de går i kirke hver søndag. Og selv i folkekirkelige sammenhænge synes der at være dem, der mener, at man kan måle folks tro ved at se på hvor tit de kommer i kirke om søndagen. Men hvor stammer ideen om at søndagen skal være kristendommens ugentlige helligdag fra? Ja, det kan man blive klogere på ved at læse Paul F. Bradshaws & Maxwell E. Johnsons bog “The Origins of Feasts, Fasts and Seasons in Early Christianity”.

Det interessante er nemlig, at der intet sted i Det Nye Testamente findes noget krav om at man skal fejre gudstjeneste om søndagen. Faktisk findes der end ikke noget skriftsted, der med rimelighed kan siges at vise, at Det Nye Testamentes forfatterede i det hele taget kendte til at de Kristus-troende mødtes regelmæssigt om søndagen for at fejre nadver eller på anden vis markere dagen.

Man skal til ikke-bibelske tekster som f.eks. Peters Evangelium (som i øvrigt blev afvist af kirkefædrene fordi man mente, at det kunne tolkes doketistisk) og det virulent antisemitiske ”Barnabas brev”, tekster der begge måske stammer fra starten af 100-tallet, før man kan se rimeligt entydige henvisninger til at søndagen blev set som den kristne ugentlige helligdag. Men skikken synes nært knyttet til Lille Asien (det nuværende Tyrkiet) og Syrien. Den var ikke universelt udbredt blandt kristne i 100-tallet. Først i tiden herefter bliver fejringen af søndagen stadigt mere udbredt. Interessant er det også, at tilhængerne af at markere søndagen som den kristne ugentlige helligdag blot så det forhold, at Jesus opstod fra de døde på en søndag, som en af flere forklaringer på denne skik. Andre supplerende eller ligefrem vigtigere forklaringer var, at søndag er skabelsens første dag og at Jesus vil komme tilbage i herlighed på denne dag.

Når søndagen (den første dag i den jødiske uge) havde så svært ved at sætte sig igennem så skyldtes det, at det for mange kristne var mere oplagt at markere den syvende dag, sabbatten, som ugentlig helligdag. Sabbatten er en del af skabelsesordenen (1. Mos. 2,2-3) og den er foreskrevet i De ti bud (20,8-11). Der hersker ingen tvivl i forskningen om at jødekristne har fejret sabbat lige fra starten af – men efterhånden bliver flere og flere forskere opmærksomme på, at grænserne mellem jødekristne og hedningekristne ikke var klare men i stedet meget flydende i kristendommens første århundreder. Meget tyder på, at en del hedningekristne menigheder også har markeret sabbatten, om end næppe som en arbejdsfri dag men i stedet som en dag hvor man mødtes for at studere de hellige skrifter og få troen udlagt. Muligvis er søndagen som særlig kristen dag opstået på den måde, at man efter sabbatten, lørdag eftermiddag som i henhold til den jødiske uge er starten på den første dag i ugen, har mødtes til at fejre nadver. I hvert fald synes søndagens gudstjeneste i starten at have fundet sted lørdag aften frem for søndag morgen.

At søndagen blev til den kristne ugentlige helligdag hænger efter alt at dømme sammen med et ønske blandt nogle kristne menigheder om at lave nogle klare grænser mellem kristendom og jødedom. Selve ideen om en syvdages uge er jødisk, romerne kendte den ikke, men ved at flytte helligdagen til søndagen blev forskellene mellem kristendom og jødedom markeret. Om end at man så havde det problem, at nogle kristne gik til sabbats gudstjeneste i synagogen om lørdagen og så i kirke om søndagen. En anden måde at markere forskelle på var at kræve, at kristne skulle faste om lørdagen, altså gøre denne dag til en bodsdag. Et krav som de kristne, som fastholdt en eller anden form for positiv markering af sabbatten, naturligvis opfattede som vranglære.

Ideen om at søndagen skal være en hviledag dukker interessant nok først op i en lov dikteret af kejser Konstantin i 321, hvor søndagens erklæres til hviledag for alle i romerriget undtagen bønderne. Indtil da havde man i kristne sammenhænge ikke forbundet søndagen med en hviledag. I stedet havde mange af oldtidens teologer anklaget jøderne for dovenskab og driveri på sabbatten og fremhævet, at hviledagen ikke skulle tolkes bogstaveligt men i stedet ses som en hentydning til den store hviledag som de troende skal fejre når Gudsriget kommer i sin fylde. Uden statslig indblanding var søndagen altså ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng!

En interessant lille slutdeltalje er, at koncilet i Nikæa i år 325, der ellers mest er kendt for sin formulering af dogmet om at Jesus er sand Gud og sandt menneske, også forbød de troende at bede knælende om søndagen. Hvad nok hænger sammen med at knælende bøn i den tidlige kristendom blev brugt til at markere fastedage.

Posted in Ikke kategoriseret | No Comments »

Udryddede kristendomsformer

oktober 17th, 2011 by karenmlarsen

Hvis man tager et blik ud over det kirkelige landskab anno 2011 kan man ikke undgå at bemærke, at kristendom kan være rigtigt mange forskellige ting. Men i virkeligheden nedstammer alle de mange forskellige kirkesamfund af i dag fra en kristen bevægelse, som fik overtaget magten i de fleste kristne miljøer i løbet af 200-tallet og 300-tallet. Og som efter, at deres kristendom blev til statsreligion i det senromerske rige, fik udryddet hvad der var tilbage af de konkurrerende former for kristendom. Bart D. Ehrman fortæller i sin fortrinlige bog ”Lost Christianities – The Battles for Scripture and the Faiths We Never Knew” om disse nu udryddede former for kristendom, om deres hellige tekster og om deres modstander, den protoortodokse kristendom, som han kalder den.

Før de protoortodokse fik magten – og dermed også endegyldigt sat dagsordenen, fandtes der et mylder af kristendoms former, der indbyrdes afveg i en sådan grad, at alle skænderier og uenigheder i den moderne kristendom må blegne i forhold hertil. Man var f.eks. uenig om hvor mange guder der fandtes, om verden var skabt af en god eller en ond guddom. Om hvorvidt Jesus kun var et menneske, kun var en Gud eller begge dele. Man var uenig om hvorvidt Moseloven galt for kristne – eller om den måske var lavet af en anden Gud end Jesu Gud. Men til gengæld syntes alle at være enige om, at seksuel afholdenhed var bedre end ægteskab.

Bart D. Ehrman har fokus på tre kristendomsformer som i seriøs grad afveg fra de protoortodokse og som spillede en stor rolle i perioden fra ca. 100-300: Ebonitter, markionitter og gnostikere.

Ebonitter var en jødekristen bevægelse som havde rødder helt tilbage til apostlen Peter og Jesu broder Jakob. De mente, at de Jesus-troende var forpligtet til at holde alle Moselovens regler. Jesus var for dem et menneske af kød og blod, et produkt af den seksuelle forening mellem Josef og Maria. Jesus var kun Guds adopterede søn. De så Jesus som et perfekt menneske, der som det eneste menneske havde holdt Moseloven til punkt og prikke og hvis offerdød på korset derfor kunne forsone Gud og give syndsforladelse til dem, der tror på ham. Ebonitterne havde deres egne evangelier men ingen af dem har overlevet. Vi ved dog, at de også brugte en forkortet version af Matthæus Evangeliet, hvor barndomsfortællingerne var blevet fjernet. For ebonitterne var Paulus ærkekætteren hvis lære bragte de Jesus-troende på seriøst vildspor. De fremhævede, at han ikke var en ægte apostel, at han ikke kendte den historiske Jesus, men i stedet byggede sin lære på sine personlige åbenbaringer og fantasier.

Over i den anden boldgade finder man Markionitterne. De byggede på Markions lære, en mand der levede i midten af 100-tallet. Markion mente, at Det Gamle Testamente var skrevet af en anden Gud end Jesu Gud. Det Gamle Testamentes Gud, verdens skaber, var en overdreven streng herre med seriøse humørsvingninger og en hang til grusomhed, som da han f.eks. befaler israelitterne at myrde hele Jerikos befolkning, inklusive kvinder og børn (Jos. Kap. 6). Den Gud, som Jesus forkyndte og som han var udsendt fra, var en helt anden Gud, ukendt af verden indtil Jesus trådte frem. Ved at lade som om at han døde på korset frikøbte Jesus alle dem, der tror på ham, fra den anden Guds, jødernes Guds, lov, vrede og straf. Jeg skriver ”lade som om han døde på korset” for Markion var tilhænger af det som man kalder doketismen, en lære der kan rumme den forestilling, at Jesus var en sand Gud der havde forklædt sig som menneske sådan som Markion troede det. (Andre doketister mente, at Gud nedsteg i Jesus ved dåben for at forlade ham igen på korset – hvad gav Jesu dødsord ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig” en helt særlig betydning).

Markion forfattede en del tekster, men ingen af dem har overlevet til i dag, vi har dem kun i mere eller mindre troværdige referater i hans modstanderes, de protoortodokses, skrifter. Men vi ved at Markion var den første i kristen sammenhæng som lavede en kanon, der bestod af Lukas Evangeliet samt et udvalg af Pauli breve. (Markion var meget glad for Paulus idet han mente, at han var den eneste af apostlene som faktisk havde forstået Jesus – fordi Jesus personligt havde åbenbaret sig for ham). Markion havde dog fjernet alt fra Lukas Evangeliet og Paulusbrevene som gav udtryk for en tro på jødernes Gud. Ifølge Markion var disse udsagn nemlig udtryk for at de hellige tekster var blevet udsat for forvanskende redegeringsforsøg af folk, der hang fast i troen på jødernes Gud.

Gnostikerne tilhørte den nok mest kendte gruppe af i forhold til de protoortodokse afvigende kristne i kristendommens allerførste århundreder. I deres tilfælde er det så heldigt, at vi har fundet nogle af deres skrifter – især er de skrifter som stammer fra Nag Hammadi af stor betydning. Gnostikerne var en overordentlig mangfoldig gruppe, så mangfoldig, at der sågar i forskningen i dag findes en debat om hvorvidt det giver mening at tale om gnosticismen som et samlet begreb. Alligevel kan man nok, med en masse forbehold for interne afvigelser sige, at gnosticismen kan bruges som et fællesbegreb for en bevægelse, der var kendetegnet ved en overbevisning om, at verden er blevet skabt af en ond og/eller dum lavere guddom, der er væsenforskellig fra den sande Gud, der er ren ånd og som intet har at gøre med den materielle verden. En særligt udvalgt gruppe af mennesker, i praksis dem med gnosis, der betyder indsigt/viden på græsk, har en ånd der er identisk med den sande Gud. Deres ånd er fanget i den materielle verden og det gælder om, vha. indsigt og radikal askese, herunder i særdeleshed seksuel afholdenhed, at frigøre ånden fra den materielle verden så den kan vende tilbage til den sande Guds verden. Derudover er gnosticismen præget af en række kosmologiske spekulationer, som det kan være svært at overskue, men som har fokus på hvordan den onde skabning kom til og hvordan de udvalgtes ånder blev fanget i materien.

Kendetegnende ved alle den tidlige kristendoms retninger er, at man er overbevist om at man selv, og kun en selv, har ret. Og at kun dem, der tror det rette vil blive frelst. Alle er enige om, at deres egen lære kan føres tilbage til Jesus og alle påberåber sig apostolisk autoritet. Og alle benytter sig af egne tekster, hellige tekster, som menes at fortælle om de dybeste sandheder. Alle taler dårligt om deres modstandere. Alle beskylder de deres modstandere for at have forfalsket den oprindelige sande lære og alle hævder, at de andre har lavet tekstforfalskninger, der skulle støtte den falske lære. Mht. det sidste gør Ehrman meget ud af at fremhæve, at det faktisk synes at være rigtigt. Alle, også de protoortodokse, skrev tekster i apostlenes navne for at fremme deres egen sag, og alle fiflede med ældre tekster, som f.eks. dem som vi nu finder i Det Nye Testamente. Således er en række af brevene i Det Nye Testamente, som f.eks. 1. og 2. Peters brev, med stor sandsynlighed ikke skrevet af apostlen Peter. Mht. fiflerier med ældre tekster, ja så må vi huske på, at vi ikke har nogle afskrifter af Det Nye Testamentes tekster der stammer fra før år 200 – hvis vi ser bort fra nogle få og bittesmå fragmenter. Det er derfor svært at sige noget med sikkerhed om hvilke ændringer der er blevet lavet i teksterne før den tid. Mht. alle de afskrifter som vi har fra oldtiden, så er der ikke to, der er fuldkommen ens. Dog skyldes de fleste tekstvariationer simple skrivefejl som er uundgåelige når tekster skal kopieres i hånden. Men i nogle tilfælde er der også klart tale om at man har korrigeret i teksterne om end det er svært at sige, hvem der startede med at korrigere og hvilken version, der er den oprindelige. Et eksempel af flere er Heb. 2,9. Stort set alle udgaver af Det nye Testamente skriver i dag her bl.a., at Jesus døde ”ved Guds nåde” – men i en række ældre versioner står der, at han døde ”adskilt fra Gud”. Har protoortodokse her ændret et vers, der kunne læses doketistisk? Eller har de blot ændret en doketistisk forfalskning?

Spændende er det i hvert fald hvorfor det var de protoortodokse, der vandt i kampen om hvem der skulle blive den altdominerende kristendom. Ifølge dem selv var det fordi de repræsenterede den sande lære, der kan føres tilbage til Jesus og hans apostle mens de andre repræsenterede en falsk lære, der var kendetegnet ved at være en bevidst fordrejning af sandheden af nyere dato og med kun få men til gengæld om så meget mere moralsk fordærvede tilhængere. Og den holdning kom til at præge den ældre kirkehistorie, for som bekendt er det jo sejrherrerne, der skriver historien. Men siden oplysningstiden har der været en voksende forståelse i forskningen for, at så simpelt er det ikke. Meget tyder på, at f.eks. Egypten i flere hundrede år var domineret af gnostikere. Ebonitterne kunne trække på forestillinger, som med rimelighed kan føres tilbage til Peter og Jakob, Herrens broder, jævnfør Pauli heftige udfald mod disse i Galaterbrevet. Snarere tabte de alternative former for kristendom fordi de ikke havde en bred nok appel i længden. Ebonitternes krav om at man som kristen skulle holde Moselovens mange regler, herunder spisereglerne, sabbatreglerne og omskæringen gjorde, at man ikke virkelig kunne appellere til masserne. Gnostikernes lære var også kun for en elite – og Markions kristendom led af den mangel, at den påberåbte sig en ny Gud og en helt ny lære – og dermed kom i konflikt med antikkens forkærlighed for de gamle religioner og mistænksomhed overfor nye.

Men de protoortodokse havde også deres egne fordele. Ved at insistere på at de ikke blot repræsenterede apostlenes lære – for det gjorde de andre jo også – men at deres biskopper kunne føre deres lære og embede tilbage til apostlene havde de en klar fordel. At det dette udsagn næppe har historisk holdbarhed ændrede nemlig ikke ved, at de protoortodokses fokus på bispeembedet og biskoppens absolutte autoritet i trosspørgsmål gav dem en stor magt, ikke mindst fordi biskopperne i de protoortodokse menigheder fik opbygget effektive netværk menighederne imellem, der inkluderende en voksende udveksling af penge, personer og ikke mindst hellige skrifter. På den måde fik man også, om end langsomt og med en hel del strid, samlet en kanon som man i slutningen af 300-tallet var næsten helt enig om, og som vi i dag kender som Det Nye Testamente.

Allerede i starten af 300-tallet, da kristendomsforfølgelserne ophørte, var den protoortodokse kristendom parat til at blive en effektiv samarbejdspartner for den romerske statsmagt, som igen gav denne form for kristendom de magtmidler den skulle bruge til at kunne udrydde de sidste af dens interne modstandere, brænde deres skrifter og tage patent på sandheden om kristendommen.

Posted in Anmeldelser | No Comments »

Kønsskifteoperationer på unge

oktober 17th, 2011 by karenmlarsen

Det har skabt et bemærkelsesværdigt røre i medierne at en 15-årig transkønnet dreng, Caspian, med sine forældres opbakning, har fået fjernet sine bryster på et privathospital.

Nu er det i mine øjne etisk problematisk at diskutere en sådan sag, der vedrører en navngiven person. Dem der mener, at det er helt utilstedeligt at foretage en sådan operation på en 15-årig må i hvert fald forholde sig til, at den berørte dreng selv har fremhævet, at han er meget glad for operationen og gerne vil have sig frabedt at andre blander sig i hans livsvalg. Men nu er debatten her – og så kan vi nok også lige så godt tage den.

Jeg er nødt til at lægge ud med, at jeg ikke er glad for kønsskifteoperationer og andre kirurgiske indgreb for transkønnede. Som socialkonstruktivist ser jeg ikke kønnet som noget, der bestemmes af vores krop – og jeg ville rigtigt meget ønske, at vi levede i et samfund, hvor man kunne have den kønsidentitet man nu har uden at skulle kunne fremvise en bestemt type krop for at blive ”anerkendt som autentisk” i forhold til sit køn. Men desværre lever vi ikke i en perfekt verden. Vi lever i en verden hvor vi bliver bedømt, bliver anerkendt eller nægtes anerkendelse pga. vores kroppe. Og vi lever i en verden, hvor ganske mange transkønnede får forhøjet deres livskvalitet væsentligt ved at få en kønsskifteoperation eller sommetider er også kun dele heraf, som f.eks. at få fjernet brysterne, nok. Og selvom teorier og visioner for fremtiden er vigtige hvis man gerne vil arbejde for en bedre verden, så er det altid en meget god ide at have begge ben solidt placeret i virkelighedens verden. Og til den hører altså at man, hvis man nægter en transkønnet de operationer som denne er overbevist om at han/hun har brug for, så nægter man også vedkommende at få et godt liv.

Nu kunne man jo så sige, at det måske er rigtigt nok, men med 15 år er man alt for ung til at kunne tage så afgørende en beslutning. Men hvad nu hvis Caspian havde været en 15-årig biologisk dreng, der havde udviklet markante bryster. Ville man så være forarget over, at han fik dem bortopereret? Ville man da have sagt: ”Ved du hvad, du kan ikke vide, om du med 25 udvikler en identitet som kvinde og derfor vil fortryde bittert, at du som 15-årig fik fjernet dine bryster”? Hvordan kan det være, at det altid er dem, hvis identitet afviger fra majoritetens, der bliver bedt om at vente – og om at overveje om de nu virkelig er det som de nu tror, at de er, mens majoriteten aldrig bliver bedt om at genoverveje deres identitet og de deraf afledte behov?

Tags: , ,
Posted in transpersoner | No Comments »

Også heteroseksuelle har ret til ægteskab og børn

oktober 6th, 2011 by karenmlarsen

Jeg kender en del heteroseksuelle – en hel del faktisk. Jeg ved, at nogle af dem ikke altid har haft et let liv. Alt for mange heteroseksuelle må nemlig kæmpe med en række problemstillinger pga. deres seksuelle orientering. Men de langt de fleste heteroseksuelle er, det er min sikre overbevisning, velfungerende mennesker og nyttige samfundsborgere.

Det er ligeledes min overbevisning, at heteroseksuelle også er omfattet af Guds kærlighed. De er skabt i Guds billede, ligesom alle os andre! Bevares, der findes udsagn i Bibelen som umiddelbart kunnes forstås som om at Gud har problemer med heteroseksualitet. F.eks. skriver Paulus, at de heteroseksuelt gifte har deres opmærksomhed rettet mod verden i stedet for mod Gud, og han fremhæver sågar, at mænd ikke må have lidenskabelig sex med deres hustruer. (1. Kor. 7,32-34 & 1- Thes. 4,3-5)

Men vi må huske på, at Paulus breve blev skrevet for næsten to tusind år siden og på mange måder er præget af et helt andet syn på seksualitet end det som vi har i dag. Kristendommen forpligter os ikke på fortidens undertrykkende normer, som vi kan finde hist og her i Bibelen, men udelukkende på næstekærligheden.

Derfor mener jeg også, at vi som kristne bør gå ind for folkekirkelige vielser af heteroseksuelle par. Heteroseksuelle par har, ligesom os andre, brug for at høre, at de er elsket af Gud og for at få løftet om hans hjælp og bistand med på deres fælles livsvej. De har brug for høre, at Gud vil bistå dem så at deres samliv må lykkes, ikke mindst fordi det kan være svært at skulle leve som heteroseksuel.

Nogle heteroseksuelle par vælger at få børn. Også det skal vi hilse velkommen! Bevares, nogle vil måske påpege, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier ikke får de kønsrolleforbilleder de har brug for for at de kan udvikle en sund kønsidentitet. Der findes dem, der er bange for, at de heteroseksuelles børn f.eks. ikke lærer, at kvinder kan være stærke og at mænd kan være svage. Denne bekymring bygger imidlertid på en fordomsfuld indstilling til heteroseksuelt forældreskab. Alle undersøgelser viser, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier klarer sig lige så godt som dem, der vokser op i homoseksuelle familier.

Det korte af det lange er, at de heteroseksuelles kærlighed, parforhold og familier er ligeværdige med vores. Det er derfor et udslag af heterofobi at nægte heteroseksuelle adgang til vielser, herunder kirkelige vielser, såvel som at nægte dem adgang til kunstig befrugtning og adoption.

 

Posted in Ikke kategoriseret | No Comments »

Folkekirken er en service institution

oktober 4th, 2011 by karenmlarsen

Fra tid til anden hører man blandt dem, der kæmper mod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par, at man gør folkekirken til en service institution, hvis man efterkommer kristne homoseksuelle og deres venners ønske om et sådan ritual.

 

Jeg fornemmer, at der bag en sådan påstand ligger den logik, at vi da alle sammen må kunne se, at det er helt uacceptabelt at gøre folkekirken til en service institution. Ideen synes at være, at dem der ønsker et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har et helt forfejlet syn på kirken, ikke har forstået kirkens opgaver, funktion og ikke mindst dens væsen – og i øvrigt er nogle ynkelige slaver af tidsånden.

 

Men faktisk så vil jeg vove den påstand, at folkekirken er en service institution – og at det ligger i dens væsen at den skal være det.

 

Folkekirken af i dag har nemlig en hel vifte af tilbud til sine medlemmer. Alle folkekirkemedlemmer har ret til at få deres børn døbt i deres sognekirke og de har ret til at blive begravet herfra. Alle folkekirkemedlemmer har ret til at få adgang til nadveren. Alle har krav på sjælesorg i vanskelige situationer. Alle har ret til at stemme ved menighedsråds valg. Faktisk er det kun mht. ægteskab, at man hidtil har opdelt folk i dem, der er helt gode nok (folk der vil gifte sig for første gang – de har krav på at blive gift ohne wenn und aber), folk der ikke helt er gode nok (fraskilte - dem kan en præst nægte at vie, men så skal han finde en anden præst, der vil gøre det), og dem der ikke er gode nok (homoseksuelle par - som en præst slet ikke må vie, selvom hun ønsker det - dog kan hun så i stedet velsigne dem efter et ikke-autoriseret og ikke juridisk gyldigt ritual). Hvorfor vielser af homoseksuelle lige præcist skulle gøre folkekirken til en servicekirke nu når den har alle de andre tilbud, der står åbne for hvem som helst, bare de er medlemmer af folkekirken, kan godt nok undre.

 

Men også mere grundlæggende set vil jeg hævde, at folkekirken af natur er en service kirke. Folkekirkens medlemmer er ikke til for folkekirken – folkekirken er til for os. Folkekirkens opgave er at forkynde evangeliet ind i vores liv og formidle Guds velsignelse og nåde til os. Folkekirkens formål er at støtte og hjælpe os til at leve som kristne alt efter vores formåen og livssituation. Folkekirken skal hjælpe os hertil både med sin forkyndelse, sin sjælesorg og sine ritualer. Og forkyndelse, sjælesorg og ritualer er blot tre sider af samme sag.

Folkekirkens opgave er ikke, at kæmpe mod det danske demokratiske samfund og dets værdier. Folkekirkens opgave er ikke, at kæmpe for, at verden skal forblive sådan som den var i forgårs. Folkekirkens opgave er at forkynde evangeliet ind i den konkrete tid vi lever i. Dertil hører åbenhed for den moderne teologi og den moderne verden. Kirken skal ikke være imod noget, bare fordi det er nyt eller at man hidtil ikke har haft tradition herfor. Folkekirken skal ikke være en antimoderne konservativ bastion vendt mod verden af i dag – den opgave kan man roligt overlade til f.eks. den katolske kirke. Folkekirken skal kun være imod det, der strider mod næstekærligheden. Folkekirken skal tjene – ligesom dens herre, Jesus Kristus, kom til verden, ikke for at lade sig betjene men for at tjene og give sit liv for os og for alle.

Posted in homoseksuelle | No Comments »

« Older Entries